Pladebranchen v. 2.0
Pladebranchen kæmper hårdt med at finde fodfæste i overgangen til den ultra-digitale verden. De jagter musikpirater og agerer som de altid har gjort, men det har vist sig ikke at være den mest korrekte strategi at praktisere 'Business As Usual'. Der skal en ny ånd og nye tanker på bordet. Et eksempel på dette er gruppen OK Go, der netop nu vender masser af hoveder (og ører), og dermed får skabt stor tilstrøming til deres koncerter og solgt en samling sange undervejs.
Hvordan gjorde de så det?
De skød en low-fi musikvideo til en af deres sange i baghaven hos en af bandmedlemmerne. De brændte videoen ned på DVD og forærede den væk til deres koncerter. Der gik ikke lang tid, før videoen begyndte at sværme rundt på båndbredderne, og den er indtil videre downloadet 2 millioner gange. Gruppen er blevet inviteret ind til et utal af talkshows, hvor den brede befolkning nu også er blevet bekendt med dem.. og de dukker så op i hobetal til deres koncerter.
På deres site kan man se videoen og orientere sig omkring, hvordan de ellers bruger de nye medier til at få deres musik ud over scenekanten: Online spil, blogs, podcasts, en vip klub, nyhedsmails osv. Det er nye tider, og det har EMI, der står bag gruppen, også erkendt. Det er en af EMIs nyansatte der bringer de nye tanker med sig. Han har hidtil gjort karriere hos Ask Jeeves (en af de utallige online søgemaskiner) og kommer med det mindset, at pladebranchen ikke har haft en "consumer centric" udgangspunkt. Han mener, at industrien indtil nu har tvunget indhold ned i halsen på forbrugeren, istedet for at mærke efter, hvad det er brugerne gerne vil have.
Den moderne forbruger lader sig inspirere igennem sociale netværk, hvor playlists, anbefalinger, anmeldelser, mp3'er osv. bliver delt igennem blogs, instant messengers og lignende. Pladeindustrien tjener 95% af sine penge fra fysiske cd'er og kun 5% fra de digitale kanaler. Der er dog tiltag nu, der viser nogle nye mulige digitale veje - iTunes, Rhapsody og lignende. Der bør dog pumpes flere ressourcer efter at udforske, hvordan man kan tage imod de nye muligheder, fremfor at være afvisende & passiv som udgangspunkt. Det har EMI og OK Go vist med deres tiltag som stormer frem lige nu, og man kunne håbe at der er flere som får paraderne ned og øjnene op.
Tak til reveries.com



0 Comments:
Send en kommentar
<< Home